Om planteskolen

De første skridt, som banede vejen for det, der i dag er Gl. Sunds Planteskole, blev taget af  Thora og Vagn Søndergaard fra Herning. På Nis Petersens vej skabte de en lille, men vidunderlig og spændende have, der med årene blev landskendt af planteelskere og samlere.

Såvel hjemme som senere på lejet grund i Lind og Gl. Sunds formerede Vagn  et utal af rhododendron og mange andre surbundsplanter - herunder også mange lyngsorter - til stor glæde for kunder fra ind - og udland. Hans død 29. oktober 1990 var ikke blot et stort tab for hans nære familie og venner - men også for mange entusiastiske havefolk i Danmark.

 
Den nuværende ejendom blev købt af Ole Søndergaard i 1982, og i 1984 etableredes Gl. Sunds Planteskole ved Ella og Ole Søndergaard som momsregistreret virksomhed med Vagn og Thora Søndergaard som meget væsentlige  medarbejdere og inspiratorer ved de følgende års arbejde med opbygningen af firmaet.

Siden da har en vedvarende udbygning af  produktionsapparatet fundet sted, således at planteskolen i dag fremstår som en moderne virksomhed med en veludbygget maskinpark, der i videst mulig omfang drager nytte af den nyeste teknologi med  automatisering og rationalisering for at være konkurrencedygtig i forhold til nutidens en gros marked.

     
Planteskolens speciale er helt overvejende produktion af lyng, der er velegnede til danske forhold, men i et stigende omfang laves også  andre surbundsplanter, der naturligt hører hjemme i en lynghave og rhododendronbede.

Årligt produceres nu ca. 500.000 planter, fordelt på omkr.150 navnesorter.

Planteskolen har med Kurt Kramer, Edewecht-Süddorf i Tyskland indgået en licensaftale, der tillader produktion af  dennes patentbeskyttede sorter, herunder mange af de nye knopblomstrende lyng, der af K. Kramer lanceres under samlebetegnelsen "Garden  Girls" ®
 

Gennem årene har aktiviteterne først og fremmest været rettet mod en gros salg til andre plante- skoler og havecentre, men i beskedent omfang har vi også beskæftiget os med detailsalg til private.

Pr. 1. januar 2003 ophørte vi helt med at have detailsalg for herefter udelukkende at koncentrere os om en gros salg til andre planteskoler og havecentre for at yde disse den bedst mulige service og betjening.

25 års jubilæum

I 2009 havde Gl. Sunds Planteskole 25 års fødselsdag. Har man lyst til at se lidt om planteskolens udvikling gennem disse 25 år, kan man gå til dette link (PDF-fil, læses med Adobe Reader v. 9 eller nyere version):

SE PDF


     
  Besøg

Vore en gros kunder er velkomne til at aflægge os et besøg for at se planteskolen og dens sortiment.

Af praktiske årsager vil vi dog være taknemmelige for, at man forinden kontakter os med henblik på en aftale.

Med mange ønsker om et fortsat godt samarbejde og venlige hilsner

Ella og Ole Søndergaard
     


Ella og Ole Søndergaard · Gl. Sundsvej 15, 7451 Sunds

E-mail: os@lyngplanter.dk
Tlf. 97 14 12 18 · Fax 97 14 12 09

Programmeret og hosted af nordicweb